Vinder, makker eller mester?
De fem motivationstyper gør det nemmere at forstå vores individuelle motivation.
Hvorfor går den ene patient frisk til opgaven og elsker at komme i træningscenteret, mens den anden bliver væk efter blot et enkelt fremmøde?
Hvorfor kan nogle tabe sig og fastholde en sund livsstil, mens andre mister motivationen og vender tilbage til gamle vaner?
Vi motiveres med andre ord forskelligt, og det er vigtigt at bruge denne viden når vi skal fastholde og tillære gode vaner og sund livsstil.
I Center for Sund Motivation har udviklet 5 motivationstyper.
I Center for Sund Motivation mener vi, at det er vigtigt at tage højde for disse typer, når vi kommunikerer med vores patienter og skaber tilbud til dem.
Vi skal kende vores patienters motivationstype for at hjælpe dem bedst muligt og sikre, at alle typer bliver hørt.
Vi underviser indgående i de fem motivationstyper på vores kurser og workshops. Her på siden finder du en introduktion.
De fem typer er inspireret af omfattende forskning i elevers motivation for læring i udskolingen. Du kan læse mere om den forskning i bogen Unges motivation i udskolingen af Mette Pless og medforfattere.
Motivationstyperne er udviklet af professor Henning Langberg, Københavns Universitet i samarbejde med en lang række klinikere og på baggrund af en række forskningsprojekter herunder U-TURN 2 under Center for Aktiv Sundhed.
I tillæg er motivationstyperne afprøvet som redskab i forbindelse med behandling af en række kroniske sygdomme så som diabetes, KOL, en række kræftformer og i forbindelse med vægttab. Arbejdet har vist at motivationstyperne besidder en høj overfladevaliditet (face validity), idet klinikere fra såvel lægepraksis som andre sundhedsprofessionelle i høj grad genkender motivationstyperne blandt deres patienter.
Center for Sund Motivation er etableret af professor Henning Langberg i 2015.