MEDSKABEREN

En medskaber er mest motiveret, når han eller hun selv er med til at bestemme farten.

Kendetegn for medskaberen: En medskaber vil typisk være et engageret og selvstændigt menneske, som er dybt engageret i job og/eller fritidsinteresser og familie. En medskaber sætter gerne sit personlige præg på tingene.

En medskaber kan fx sige:

"En skade i hoften har sat en stopper for mit golfspil. Jeg er dog blevet webredaktør for klubben, så jeg har stadig en finger med i spillet."

"Det betyder meget for mig, at jeg selv kan planlægge min tid, så jeg vil nødigt binde mig til et bestemt tidspunkt."

Sådan motiveres medskaberen: Medskaberen har brug for at blive taget med på råd. Indflydelse, involvering og deltagelse er nøgleord. Medskaberen er mest motiveret, hvis han eller hun oplever fleksibilitet og forandring. En medskaber kan lide at eksperimentere og lege efter humør. 

Sådan kan medskaberen miste motivationen: Hvis en medskaber træner meget efter lyst og humør, kan det være svært, når humøret daler. Denne fælde kan undgåes ved at skabe et kompromis mellem leg og rutiner. Det kan for eksempel være en regel, at der trænes hver mandag og torsdag (rutiner), men hvordan og hvor længe kan afhænge af dagsformen. Helt faste træningsrutiner kan kvæle medskaberen.

3 TIPS TIL MEDSKABEREN

1. Brug dagligdagens muligheder. Leg tag-fat med børnene, snup trappen eller gå på arbejde til en afveksling. En medskaber vil trives med det uplanlagte. 

2. Gå- eller cykelture i skoven, dans, skiløb, mountainbike og trailløb kan være motionsformer med en legende tilgang, hvor man selv bestemmer farten.

3. En medskaber kan også motiveres ved at få en rolle som hjælpetræner eller assistent på et hold, så vedkommende på den måde kan være med til at præge udviklingen i sit eget træningsmiljø.