MAKKEREN
En makker er motiveret af samværet med andre og de sociale relationer, der opstår i forbindelse med en aktivitet.
Kendetegn for makkeren: En makker vil typisk være en person med et stort socialt netværk og interesser, der kræver, at flere er sammen om en aktivitet.
En makker kan fx sige:
"Der skal også være plads til hygge."
"Det er dejligt, når vi kan være sammen om noget."
Sådan motiveres makkeren: En makker vil gerne være engageret i sine aktiviteter sammen med andre og kan have svært ved at se meningen med at lave aktiviteter alene. Det kan være mindst lige så vigtigt at vide, hvem der kommer, som hvad der skal ske. At træne og præstere sammen med andre i en klub eller i et hyggeligt fitnesscenter, hvor man kender hinanden, vil være energigivende for makkeren. Madklubber og erfagrupper vil sandsynligvis også være en hjælp.
Sådan kan makkeren miste motivationen: En makker kan komme til at bruge mere energi på det sociale og mindre på substansen i aktiviteten. En anden fare for makkeren er at gøre sig afhængig af en enkelt kammerat. Er det fx en god træningskammerat, der får en skade, vil det nemt kunne demotivere makkeren.
3 TIPS TIL MAKKEREN
1. Apps og websites, der har onlinefællesskaber og chatrooms, hvor man kan finde inspiration og støtte hinanden, kan være et godt supplement til samvær i klub eller på hold.
2. Det kan være godt at træne på det samme hold i længere tid, så de sociale relationer kan udvikle sig.
3. En personlig træner, som man guide og tage del i træningen, kan være en god ide, hvis motivationen har brug for et skub.